Dag 1 |
Afrejse fra Danmark |
|
Vores rejser er baseret på afrejse fra Københavns Lufthavn, men er du interesseret i afrejse fra andre lufthavne kan vi selvfølgelig også hjælpe med det.
Inkluderede måltider: - / - / - (der serveres måltider og snack ombord på flyet på de oversøiske flyvninger)
|
Dag 2 |
Hanoi på egen hånd |
|

Når du lander i Noi Bai, Hanoi lufthavn, byder vores chauffør dig velkommen og kører dig til dit hotel i Hanoi.
Resten af dagen kan du på egen hånd få et første indtryk af farverige Hanoi eller slappe af efter rejsen.
Inkluderede måltider: - / - / -
|
Dag 3 |
Hanoi rundtur - highlights og besøg hos lokal familie |
|
Efter morgenmaden bliver du hentet på dit hotel af vores lokale guide.
På rundturen i Hanoi får du både set de velkendte highlights som f.eks. litteraturtemplet, kolonitidens franske kvarter og Ho Chi Minh-mausolæet. Du kommer helt tæt på lokalbefolkningen i de snævre og hektiske gader i det gamle kvarter, hvor livet stadig leves på gaden.
Vores guide fører dig sikkert rundt til seværdighederne, både til fods, på cykel og i bus. Undervejs er der besøg på en lokal restaurant, hvor du kan smage på Vietnams verdenskendte gadekøkken og måske nyde en Bia Hoi - en friskbrygget øl fra Hanoi.
For at komme ind til byens hjerte, Hoan Kiem-søen, hopper vi på en lokal bus, en oplevenlse i sig selv, og senere tager vi en cyclo (cykletaxi) rundt i de livlige handelsgader i det gamle kvarter.
Rundturen ender ved dit hotel sidst på eftermiddagen
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost / -
|
Dag 4 |
Til Sapa og besøg hos minoriteterne |
|

Tidligt om morgenen vil Topas Mountain Express samle dig op på hotellet i Hanoi, og så er der afgang mod Thanh Phu-broen og Nam Cang. Efter en kort gåtur gennem landsbyen Nam Cang vil du være fremme til en sen frokost på det nyrenoverede Topas Riverside Lodge, der i 2020 har fået installeret badeværelser på alle værelser, større køkken og dansk manager.
Om eftermiddagen går vi på opdagelse i en typisk landsby beboet af Rød Dao-folket. Vi er i den mere uberørte ende af Sapa-området, og her bærer Rød Dao-kvinderne stadig nogle af de mest farverige og rigt udsmykkede dragter blandt alle Vietnams etniske grupper.
Rød Dao udfolder især deres talenter indenfor helbredende bade, naturmedicin og broderier. Sammen med den lokale guide udforsker du landsbyen og ser, hvordan Rød Dao’erne producerer rispapir, sølvsmykker og broderier.
Tilbage på lodgen har du mulighed for at prøve et af de helbredende bade tilsat specielle urter, som din vært har indsamlet i junglen, der begynder lige bag huset. En helt særlig og livgivende oplevelse.
Middagen serveres på terrassen med udsigt over floden.
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost / Aftensmad
|
Dag 5 |
Vandring i junglen |
|

I dag skal du lidt nærmere junglen. Sammen med den lokale guide går du fra morgenstunden på opdagelse i på kanten af den uberørte natur. Du skal både opleve den vilde natur med alle duftene og lydene og også møde de mennesker, der lever i og af naturen.
Jo højere du bevæger dig op, desto vildere og mere imponerende bliver landskabet, træer veksler med bambus, tæt skov med åbne stykker. Der dufter stedvis bekendt af den kardemomme, der dyrkes lige her på skråningerne, og som er et vigtigt krydderi i mange af de lokale retter.
De lokale du møder heroppe har gang i arbejdet med deres marker eller er ved at hente planter og træer fra junglen som skal anvendes i husholdningen hjemme i landsbyen.
Tag en velfortjent pause ved det lille vandløb, der løbet ud fra bjerget, smid skoene, nyd vandets rislen og dyp bare fødderne i det kølige vand. Måske endda en dukkert.
I dag er en dag, hvor du har god tid til at nyde den omgivende natur, lytte til junglens fugle og bare være til stede midt i al det overvældende grønne.
Du spiser frokost på Topas Riverside Lodge inden du kører med shuttlebus til Topas Ecolodge.
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost / -
|
Dag 6 |
Fra bjergene til Hanoi |
|

Det meste af dagen er til din egen disposition i og omkring Topas Ecolodge. Her er skønt at være være, så måske er det bare det du skal – nyde stedets faciliteter, pool med udsigt over bjergene, spa afdeling, slappe af med en bog eller gå lidt rundt i omegnen, hvor der er rigeligt at se på. Vil du lidt længere omkring, har du mulighed for at låne en af lodgens gode mountainbikes.
Du kan også tage shuttlebussen til Sapa, den nærmeste større by og et center for turister og lokale i området. Det er også muligt at tage på en halvdags tur til det højeste bjerg i Indokina, Mt. Fansipan (3.143 m.o.h.) med en nyanlagt kabelbane.
Topas Mountain Express kører fra Sapa kl. 14 og fra Topas Ecolodge kl. 15 og bringer dig direkte til hotellet i Hanoi.
Inkluderede måltider: Morgenmad / - / -
|
Dag 7 |
Cykling til Tam Coc og overnatning lokalt |
 |

Du bliver hentet på dit hotel kl. 8 om morgenen og efter et par times bilkørsel er du fremme i Hoa Lu.
Hoa Lu var tidligere Vietnams hovedstad under Dinh og Le Dynastierne i det 10. århundrede, og her besøger du de velbevarede buddhistiske templer fra det 16 årh. Efter besøget i Hoa Lu fortsætter turen på cykel i halvanden time ad en lille fredelig vej mod Tam Coc. Vejen går gennem en af Vietnams smukkeste dale med rismarker, landsbyer og kalkstensklipper, der stejlt og dramatisk rejser sig fra dalen. Ikke uden grund kaldes området for det tørre Halong. Landskabet er reelt det samme - blot på land.
I Tam Coc spiser du frokost på en lokal restaurant, og er – fyldt med ny energi – klar til dagens næste store oplevelse. Du skal nu en tur i robåd på floden, der skærer sig gennem karstlandskabet. Foruden landskabets skønhed får du også lejlighed til at besøge hule og grotter – og bare rolig, du har en lokal roer med i båden.
Aftenen kan du nyde hos din værtsfamilie.
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost / -
|
Dag 8 |
Cruise i Lan Ha Bay |
 |

Efter morgenmaden er det tid til at sætte kurs mod Lan Ha bugten. Lan Ha bugten er nabo bugt til den mere kendte, og overfyldte, Halong bugt. I Lan Ha har du samme imponerende natur, men deler pladsen med færre mennesker.
Du bliver kørt direkte ud til havet og molen, hvor en mindre båd sejler dig ud til det større skib, der skal sejle dig rundt i Lan Ha-bugten. Skibet bliver også dit hjem de næste dage, og derfor får du en god introduktion til skibet og sikkerheden ombord under velkomstdrinken.
Undervejs til Cat Ba-øen sejler du forbi masser af småøer, gennem kanaler og ud gennem Cat Ba-nationalparken. Hundredevis af smukke kalkstensklipper rejser sig op af havet, rovfuglene cirkler og fiskerbåde tøffer frem og tilbage.
Efter en liflig frokost med alt godt fra havet, fanget lige udenfor, er der landgang på Cat Ba-øen, hvor en bus kører dig Trung Trang-hulen inde i den fredede skov midt på øen. På en kort guidet vandretur i skoven bliver du introduceret til nationalparken og den tropiske natur.
Derefter er der mulighed for badning og kajakroning.
Tilbage på båden vil kokkene introducere dig til traditionel vietnamesisk madlavning. Måske får du lært et par nye tricks, der kan dupere hjemme i Danmark…
Middagen serveres om bord.
Efter middagen kan du prøve kræfter med blækspruttefiskeri eller nyde fritiden på din kahyts private balkon.
(M / F / A)
|
Dag 9 |
Fra Lan Ha til Hoi An |
|

Det er svært at forestille sig et smukkere sted at vågne end herude midt i Lan Ha-bugten. Nyd solopgangen over de utallige øer og tag med på en tidlig morgentur ud til en banke, hvor fiskerne allerede er i fuld sving. Tilbage på cruiseskibet kan du nyde din morgenmad.
Efter morgenmaden vil du blive sejlet til Dark and Bright-hulen, som du kan udforske i en mindre bambusbåd.
Tilbage på båden bydes der på frokost mens vi langsomt nærmer os land. Fotomuligheder er enestående og fra båden har du et godt blik over øhavets skønhed.
Efter landgang kører en bus dig til lufthaven i Hanoi og efter en kort flytur til Danang mødes du af vores chauffør, der kører dig det sidste korte stykke til dit hotel i Hoi An.
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost / -
|
Dag 10 |
Cykling til den "Hemmelige strand" |
|

Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet og dagens menu er en heldags cykeltur. Først går turen med en lokal færge lidt op ad floden, hvor første stop er et besøg i Cam Kim landsbyen, der især er kendt for sine snedker- og træskærerarbejder. Turen fortsætter ad rolige småveje gennem rismarker til et lokalt marked inden vi tager en båd til Cam Thanh landsbyen. Her kan de modige kan prøve en tur på vandbøffel. Cykelturen fortsætter til den fredelige An Bang-strand og en lækker frokost hos en lokal familie.
Eftermiddagen er til afslapning på stranden, men hvorfor ikke prøve at fange fisk med net eller fra de små kurvebåde? De lokale hjælper dig gerne og det er en herlig oplevelse.
Sidst på dagen cykler vi tilbage til Hoi An
Inkluderede måltider: Morgenmad / Frokost /-
|
Dag 11 |
Hoi An på egen hånd |
|

I dag er du på egen hånd I Hoi An og her er rigeligt at se på. Den gamle by er gennemskåret af kanaler og du kan overalt finde spor fra de mange handelsfolk, der i århundreder har besøg byen. Portugisere, hollændere, arabere, kinesere, franskmænd – alle har de været her og sat deres præg. Med de mange interessante bygninger fra de forskellige epoker er det naturligt at byen har status som Unesco verdenskulturarv.
Sømænd har handlet her, og fået syet deres tøj i Hoi An siden byens storhedstid. Havnen er sandet til i dag, men det vrimler stadig med gode og billige skræddere, som syr efter mål og leverer fra dag til dag. Er det i Hoi An du skal have fornyet garderoben?
Inkluderede måltider: Morgenmad / - / -
|
Dag 12 |
Til Danang og start på hjemrejse |
|
Din hjemrejse er fra Danang lufthavn, kun en times kørsel fra Hoi An, og du kan bruge dagen på at få de sidste oplevelser med, inden chaufføren kører dig til lufthavnen.
Inkluderede måltider: Morgenmad / - / -
|
Dag 13 |
Ankomst i Danmark |
|
|