HOI AN GUIDEN

8 spændende oplevelser i Hoi An

Hoi An har været på listen over UNESCOs World Heritage Sites siden 1999 og er næsten obligatorisk for en der rejser i Vietnam. Den gamle handelsby bærer præg af at have haft besøg af bl.a. franskmænd, hollændere og japanere. Hoi An og det omkringliggende område byder på naturskønne omgivelser og unik kulturhistorie med talrige oplevelser i vente.

Hvad kan man lave i Hoi An?

Hoi An og omgivelser byder på flot natur og arkitektur, blandet med mange historiske seværdigheder.

På denne side finder du vores forslag til 8 spændende oplevelser i Hoi An.

My Son Sanctuary - Hoi An

My Son Ruinerne

Tag på opdagelse i My Son ruinerne – unikke levn fra oldtidens Champa civilisation, der kan dateres tilbage til det 2. århundrede og frem til 1700-tallet.
I de imponerede hinduistiske ruiner vil du finde mange smukke stenskulpturer, templer og tårne omgivet af tropisk jungle.

My Son var både et politisk centrum og en kongelig gravplads for Champa civilisationen. Tempelkomplekset udgøres af 70 bygningsværker der er dedikeret til Hinduguder og gudinder og den mest betydningsfulde gud, Shiva, der var anset for at være beskytteren af Champaimperiets konger.

My Son ruinerne befinder sig ca. 40km fra Hoi An og er en oplagt dagstursmulighed.

Tra Que Landbrugsby

Under dit besøg i den smukke historiske by Hoi An, anbefaler vi dig at sætte et par timer af til at undslippe Hoi Ans turistfyldte centrum og udforske lidt af de omkringliggende landområder. I Tra Que landsbyen vil du blandt de frodige grønne marker opleve hvordan de hårdtarbejdende lokale i samspil med vandbøflerne, dyrker kvalitetsgrøntsager.

Landbruget i Tra Que skiller sig ud fra resten af landbrugene i Vietnam, ved ikke at bruge kemikalier og kunstgødning. I stedet har de med hjælp fra alger udviklet en økologisk gødningsmetode. Hver morgen drager de lokale ud til en lokal lagune for at samle alger til at gøde deres afgrøder med.

Du kan komme med på guidet tur til Tra Que så du får en dybere indsigt i deres produktionsmetoder og samtidig få lov at smage på de lokale råvarer.

Vi har inkluderet besøg i Tra Que landsbyen på vores “Familieferie i Vietnam

Tra Que farming village
Hoi An cycling

Cykling i og omkring Hoi An

Book en guidet cykeltur til de omkringliggende landsbyer, og oplev hvordan befolkningen i Hoi An har specialiseret sig inden for forskellige erhverv. Her vil du blandt andet kunne finde dygtige bådebyggere, snedkere og grøntsagsavlere.

Hoi Ans nære omgivelser er flade, så en cykeltur stiller ikke store krav til fysikken. Mange af stierne man cykler på, er betonbelagte og så smalle at biler ikke kan køre der. Derfor er cyklen et oplagt udflugtstransportmiddel når du besøger Hoi An, og den gør samtidig at det er nemt at stoppe fra tid til anden for at besøge de lokale håndværkere og snedkere.

Vi synes Hoi Ans omgivelser er en stor del af et besøg i Hoi An, så derfor indgår der i udgangspunktet altid guidede cykelture på vores rejser som kommer til Hoi An

Oplev lanterner til fuldmånefestival

Hoi An er kendt for sine farverige lanterner, som hænger udenfor mange huse, og som er endnu mere markant til stede når de fejrer fuldmånefestivalerne på traditionel vis. Dette er med garanti en begivenhed der er værd at opleve hvis du er så heldig at befinde dig i Hoi An under en af fuldmåneaftenerne. Under festivalerne søsættes tusindvis af lanterner, der repræsenterer en gammel tradition hvor man ærer sine forfædre, men også fremsætter sine ønsker om fremtiden. Under fuldmåneaftenerne lyses byen primært op af levende lys i lanterner, det skaber en helt speciel, næsten magisk, stemning.

Lanterns street - Hoi An

Hidden Beach

Undslip de tætbefolkede strande An Bang og Cua Dai, og læg i stedet vejen forbi ’Hidden Beach’ der ligger lidt nord for Cua Dai. Hidden Beach bliver ofte overset af mange rejsende og derfor er der mere stille på denne strand, uden at strandens kvalitet er lavere end de mere kendte nabostrande. Tag på en halv- eller heldags tur til Hidden Beach og nyd stilheden og de brusende bølger, mens du slapper af på en solstol omgivet af kridhvidt sand.

Kajak på Tu Bon floden i Hoi An

Der er rig mulighed for at ro i kajak på Hoi An-områdets floder. Kajak er en fremragende måde at være aktiv på samtidig med du får oplevet områderne omkring Hoi An fra en lidt anden vinkel. Kajakkerne er stabile plastkajakker og er derfor nemme at gå til for uerfarne.

Der er både mulighed for korte kajak ture på et par timer, men også heldagsture, der inkluderer frokost og besøg hos lokale familier.

Skræddere i Hoi An

Byen Hoi An er kendt for dens mange dygtige skræddere. Invester derfor i et højkvalitets jakkesæt eller en smuk kjole under dit ophold i Hoi An. Skrædderne er meget talentfulde og har igennem mange generationer skræddersyet utallige kjoler og jakkesæt. Byens skræddere er vant til at handle med turister, og er derfor meget imødekommende. Du kan med lethed bruge en halv til en hel dag på at udforske Hoi Ans traditionelle skrædder butikker.

Du kan få skræddersyet skjorter og kjoler fra dag til dag, men vi anbefaler altid at du husker at prøve det halvvejs igennem processen. Så er det lettere for skrædderen at få det til at sidde perfekt på dig.

Hoi Ans gamle bydel

Besøg Hoi Ans unikke gamle bydel, og udforsk den utroligt velbarede handelsby, hvor mange af de historiske bygninger dateres helt tilbage til 1500-tallet. Der hviler en helt speciel atmosfære over de smalle og krogede gader, der er bygget i traditionelt kinesisk stil. Her vil der desuden også være rig mulighed for at nyde velsmagende street-food som Hoi An klassikerne Cao Lau og My Quang.

Hoi Ans centrum er bilfrit, så her kan du vandre rundt i gaderne i fred og ro fra forstyrrende biltrafik.